Min Klaverkvartet blev uropført ved Nordisk Kammermusikfestival, der blev afholdt i Hillerød den 24.-28. juli, hvor jeg var årets festivalkomponist – eller “huskomponist”. En stor ære og glæde for mig! Den blev uropført af de fremragende musikere Christian Ellegaard (violin), Mette Brandt (bratsch), Joel Laakso (cello) og Rikke Sandberg (klaver).
Klaverkvartetten består af tre satser og er et dybt personligt værk, for en stor dels vedkommende skrevet mens min datter var indlagt på hospitalet – hvilket har haft væsentlig indflydelse på værkets udtryk og karakter. Men ligesom min datter er kommet hjem og er rask igen, bevæger værket sig mod lys og slutter fyldt med glæde og begejstring.
Her er et klip fra slutningen af 3. sats (fra uropførelsen)
Og et klip mere fra en prøve på 2. satsen, tre dage tidligere:
Ud over Klaverkvartetten, som varer ca. 21 minutter, fik jeg også (ur)opført tre andre mindre værker under festivallen. Alle tre bearbejdelser af eksisterende værker. Til åbningskoncerten uropførte pianisterne Rikke Sandberg og Kristoffer Hyldig en ny udgave af mit Præludium for orgel for firehændigt klaver, og dagen efter blev en ny udgave af min Threnodi – for klarinet og firehændigt klaver – uropført af klarinettisten August Finkas sammen med Sandberg og Hyldig på smukkeste vis. Koncerten blev transmitteret direkte på DR P2 radio og kan (et stykke tid) høres her: https://www.dr.dk/lyd/p2/p2-koncerten/p2-koncerten-carl-nielsens-blaeserkvintet-og-espansiva-for-firehaendigt-klaver
Denne sidste uropførelse var en firehændig udgave af min Fanfare og Hymne “Himmelvendt” (Skyward), som jeg selv uropførte sammen med Rikke Sandberg, som en lille overraskelse i programmet.
Alt i alt en fantastisk oplevelse for en komponist at få så mange forskellige værker opført under een festival, så publikum derved fik mulighed for at stifte bekendtskab med mange sider af min musik.
Bravissimo Frederik – pokkers flot musik (og udførelse). Kh Jesper J
Tak, Jesper, det er jeg virkelig glad for at du synes! Kh, Frederik