Jeg giver matiné-koncert i Sankt Pauls Kirke i København nu på søndag den 12. juni, kl. 10:00, og efterfølgende spiller jeg til Højmessen (v. Kathrine Lilleør) kl. 10:30.
Programmet består af værker af César Franck, Max Reger og Olivier Messiaen, samt uropførelsen af den nedskrevne version af improvisationen ‘Lament’ fra mit album ‘Like a Flame’. Jeg indspillede ‘Lament’ på orglet i Jørlunde kirke – et orgel som jeg selv har disponeret – i 2009 og medtog stykket på albummet ‘Like a Flame’, som udkom året efter og fik gode anmeldelser, ikke mindst i udlandet, som f.eks. denne anmeldelse i MusicWeb International. Efterfølgende har det været min plan at redigere og nedskrive improvisationerne på noder, men det projekt har taget lang tid og er blevet udskudt i flere omgange. Indtil nu, hvor jeg uropfører den redigerede og nedskrevne version af det allermest efterspurgte stykke (som node) fra ‘Like a Flame’: ‘Lament’!
Der er naturligvis gratis adgang til koncerten.